Ny K-kandidat klar til valget kommer

Ny K-kandidat klar til valget kommer

PolitikLokal erhvervsmand bliver ny konservativ folketingskandidat i Frederikssundkredsen.

 

NordsjællandEntreprenør og byrådsmedlem i Frederikssund Niels Martin Viuff er valgt til ny konservativ folketingskandidat i Frederikssundkredsen. På en velbesøgt opstillingsgeneralforsamling i Frederikssund for medlemmer i de to konservative vælgerforeninger i kredsen fik Niels Martin Viuff 27 stemmer, mens hans to modkandidater fik henholdsvis 7 og 6 stemmer, oplyser Peter Nørris Dalsgaard, formand for konservative i Halsnæs.

Folketingsvalget skal finde sted senest den 4.juni 2023.

De to modkandidater var Lars Arne Christensen, der ved sidste folketingsvalg stillede op for de konservative i Hillerødkredsen uden at opnå valg, samt Henrik Godiksen, Slangerup, der er 1. suppleant for de konservative til Frederikssund byråd.

Niels Martin Viuf har været selvstændig entreprenør siden 1995 inden for jord/kloak og beton. Han er uddannet bygningskonstruktør, kloakmester og merkonom – senest har han stået bag projetet med et 12 etagers boligtårn i Frederikssund.

– Jeg vil bruge min store erhvervserfaring til at arbejde målrettet på at blive valgt til folketinget. Jeg har netop solgt den sidste kapitalpost på 30 procent fra i min entreprenørvirksomhed og er nu klar til at udvide mit politiske arbejde som konservativ folketingskandidat. Jeg er jo ikke den første politiker som samtidig med det, også er repræsenteret i byrådet I Frederikssund, men jeg mener at jeg nu har tiden og viljen til at lægge kræfter begge steder og forhåbentligt gøre en forskel, siger han.

Morten Kremmer, formand for konservative i Frederikssund glæder sig over, at partiet efter langvarig udsættelse som følge af Covid-19 pandemien kunne få afviklet generalforsamlingen.

Man er således nu klar med en afløser for sidste valgs kandidat, Kjeld Haslund, der to dage før valget havnede i strid med sit parti om æren for ombygning af rundkørslen i Kregme.

Peter Nørris Dalsgaard, formand for konservative i Halsnæs, fortæller, at han skal fungere som kampagneleder for den ny kandidat.

– Niels Martin er en dygtig forretningsmand med en bred indsigt og en stor viden. Vi i Halsnæs konservative vælgerforening bakker 100 procent op om hans kandidatur og vi ser frem til at deltage i kampagnegruppen som skal bidrage med god politik udvikling, så vi får et godt valgprogram. Valget står sikkert ikke lige for døren, så vi får god tid til at sætte os sammen i gruppen og få kigget på de mange politiske emner og visioner som allerede bobler frem hos Niels Martin, siger han.

Niels Martin Viuf er ny folketingskandidat for de konservative i Frederikssundkredsen FotoAllan Nørregaard

Artiklen kan også læses på sn.dk

Del