Konservativ glæde over tilgang

Konservativ glæde over tilgang

At Frederik Germann efter at have været løsgænger i byrådet siden sit brud med Venstre nu har meldt sig i Det Konservative Folkeparti i Halsnæs vækker naturligvis glæde i partiet, der nu råder over to pladser i byrådet.

Formand for konservative i Halsnæs Peter Nørris Dalsgaard fik efter sommerferien en opringning fra Frederik Germann om at han gerne ville være medlem af det konservative folkeparti i Halsnæs.

– Jeg har jo kendt Frederik i flere år og vi har altid behandlet hinanden godt og haft gode samtaler om det ene og det andet. Derfor var det jo også en nem beslutning at ønske ham velkommen hos os da jeg fik henvendelsen, siger Peter Nørris Dalsgaard og fortsætter:

– Frederik er en af hans generations største yngre lokalpolitiske talenter i Nordsjælland og vi ser meget frem til samarbejdet, som bliver tæt i vores lille gruppe på rådhuset, bestående af Kim og Frederik. Allerede i næste uge skal de arbejde sammen om budgetforhandlingerne på kommunens budgetseminar.

– Jeg ser meget frem til at skulle arbejde mere sammen med Frederik i byrådet., jeg kender ham som en god kollega og en dygtig ung politiker, men alligevel lidt gammel i det politiske landskab her i Halsnæs, siger byrådsmedlem Kim Jensen.

De to sidder i forvejen ved siden af hinanden i byrådssalen,. så det bliver ikke nødvendigt at møblere om, og at Frederik Germann har valgt de konservative kommer heller ikke som den helt store overraskelse.

– Jeg har stor respekt for Frederik og mange af hans holdninger og ikke mindst glæder jeg mig over, at han repræsenterer de unge mennesker, og som yngste medlem af byrådet taler han til en målgruppe som er knapt så meget repræsenteret i byrådet.Vi glæder os endvidere over at Frederik kan se sig selv i den konservative politik og jeg ser frem til den sparring vi nu kan få i den konservative byrådsgruppe, siger Kim Jensen.

Han blev valgt i byrådet i 2021 efter at partiet ikke havde været repræsenteret i otte år. Det var i øvrigt tæt på at de konservative ved sidste valg havde fået to mandater, som man altså nu er oppe på.

– I virkeligheden har mit værdisæt altid lænet sig op af De Konservatives politik, og jeg har altid været konservativ på mange måder, udtaler 25-årige Frederik Germann til Frederiksborg Amts Avis fredag.

Frederik Germann blev som blot 14-årig medlem af Venstre og er i gang med sin anden byrådsperiode. Han brød med Venstre i starten af marts i år og siger nu at det skyldes både personlige og politiske årsager.

Efter bruddet blev Frederik Germann og andre nuværende Venstrefolk af partimedlem og byrådskandidat Lars Stegman kritiseret for at have lavet aftaler med en række partimedlemmer, der afleverede ens stemmesedler til Venstres opstillingsmøde sidste sommer. Hvad Lars Stegman fandt moralsk forkert.

Lars Stegman, der er suppleant til byrådet for Venstre, trak sig efterfølgende fra lokalafdelingens bestyrelse. Frederik Germann har ikke ønsket at kommentere hvad der skete på opstillingsmødet og efterfølgende.

Artiklen kan også læses på sn.dk

Del