Efter knap seks måneder som løsgænger i byrådet melder den tidligere V-politiker Frederik Germann sig nu ind hos De Konservative.
Når byrådet i Halsnæs Kommune samles næste gang i midten af september, kommer der til at sidde dobbelt så mange konservative i byrådssalen.
For Frederik Germann, der i knap seks måneder har stået uden parti, siden han forlod Venstre i begyndelsen af marts, har nu meldt sig ind hos De Konservative, og bliver derfor partifælde med De Konservatives ene byrådsmedlem, Kim Jensen. Det oplyser Frederik Germann til avisen.
– Jeg har jo haft lidt over et halvt år til at overveje, hvad der skulle ske, og nu har jeg simpelthen besluttet mig for at melde mig ind hos De Konservative, siger Frederik Germann og uddyber:
– I virkeligheden har mit værdisæt altid lænet sig op af De Konservatives politik, og jeg har altid været konservativ på mange måder. Jeg har derfor været i dialog med De Konservative, og jeg har haft nogle rigtig gode drøftelser med både bestyrelsesformanden og med Kim Jensen, og jeg ser rigtig meget frem til det nye samarbejde, siger han.
Farvel til Venstre
Den 25-årige lokalpolitiker fra Frederiksværk har været politisk aktiv, siden han som 14-årig meldte sig ind hos Venstre Ungdom. Han har siddet i byrådet i Halsnæs Kommune siden 2017, hvor han stillede op for Venstre og blev valgt ind i første hug med 312 personlige stemmer.
Ved kommunalvalget i november 2021 var der 372 borgere, der satte kryds ud for den unge venstremands navn, og det var nok stemmer til, at Frederik Germann beholdt sin plads i byrådet.
Men i starten af marts 2022, få måneder efter valget, meldte Frederik Germann sig pludselig ud af Venstre og blev løsgænger. Han begrundede dengang udmeldingen med ”politiske årsager”. Mere ville han ikke sige.
Interne uenigheder
Men op til Frederik Germanns udmelding havde der været intern splid i Venstre.
Det var en konflikt, der efter sigende begyndte efter partiets opstillingsmøde i juni 2021, hvor venstrekandidaten Lars Stegman efter mødet beskyldte flere venstrefolk, blandt andre Frederik Germann, for at ”snyde” med vælgererklæringerne på opstillingsmødet på en måde, der ikke var i strid med partiets vedtægter, men som alligevel ifølge Stegman måtte betegnes som snyd.
Men den udmelding kan Frederik Germann ikke nikke genkendende til.
– Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde har snydt eller bedraget – tværtimod, siger Frederik Germann og tilføjer:
– Jeg meldte mig ud af Venstre både af personlige og politiske årsager. Men det nytter ikke noget at blive ved med at dvæle ved fortiden og at rippe op i de ting, der er foregået. Det skaber bare dårlig stemning, så nu ser jeg fremad, og jeg glæder mig til at komme i gang igen. Jeg er fuld af gode ideer, og jeg brænder fortsat for at gøre Halsnæs Kommune til en endnu bedre kommune, siger den nyuddannede folkeskolelærer, der til daglig arbejder som lærer på Hundested Skole.
Samme fokusområder
Når Frederik Germann trækker i det konservative arbejdstøj, bliver det – ligesom det også har været i de år, han har siddet i byrådet for Venstre – med særligt fokus på børn unge og skoleområdet.
– I de fem år, jeg har siddet i byrådet, har det i høj grad været med fokus på børn, unge og skoleområdet. Det er fortsat de tre vigtigste ting for mig. Men samtidig vil jeg have både idræts- og kulturområdet for øje, og så har jeg jo naturligvis også min post i Udvalget for Klima, Natur og Miljø, som jeg selvfølgelig også vil fokusere på, siger Frederik Germann, som glæder sig til at vende tilbage til byrådssalen som konservativ, når byrådet samles næste gang 15. september.
– Jeg har brugt sommeren på at reflektere rigtig meget, og det har været givende for mig. Samtidig har jeg oplevet en kæmpe støtte fra rigtig mange forskellige fronter, efter jeg meldte mig ud af Venstre, og det har været med til at bekræfte mig i, at jeg skal holde fokus på politik og på at komme tilbage igen. Så nu vender jeg tilbage til byrådssalen med fornyet energi, for jeg er langt fra færdig med politik, slutter Frederik Germann.
Artiklen kan også læses på sn.dk